Er du mand og får du også lyst til at sove efter en god omgang sex?
For at citere en Tv-reklame: Det er helt normalt! For der er nemlig en videnskabelig og god forklaring på fænomenet der irriterer kvinder verden over.
Svaret skal findes i vores hormoner. Især dem der udskilles under sexakten og ved orgasme / udløsning. Både kvinder og mænd udskiller dopamin under sex. Dopamin giver en følelse af at have det godt, og gør os mere vågne. Ved den mandlige udløsning, udskiller mænd også en større mængde af hormonet prolaktin, der normalt forbindes med kvinders mælkeproduktion. Prolaktin findes i større mængder i vores kroppe når vi sover, og kroppen ”narres” derved til at blive træt og undertrykke den opkvikkende dopamin.
Ikke nok med det, så udskilles der også oxytocin og endorfiner. Oxytocin kaldes også for kramme- eller kærlighedshormonet, da det bland andet udskilles ved et langt kram, kys og ikke mindst sex. Oxytocin giver en følelse af lykke og velvære, og derfor menes det at have en vigtig betydning for at mennesker knytter tætte bånd til hinanden.
Sidst og ikke mindst, så udløser sexakten og orgasmen også en stor mængde endorfiner i kroppen. Endorfiner er også kendt som kroppens eget morfin, fordi det virker smertelindrende, afslappende, udløser velbehag og gør os trætte. (Endorfiner udløses også ved andre former for fysisk aktivitet, fx sport.)
Har i sex om aftenen med lyset slukket, vil kroppen også udskille døgnrytme-hormonet melatonin, der blandt andet har til formål at fortælle kroppen: ”Så er det sengetid”.
Så det er kombinationen af forhøjede mængder af hormoner og stoffer i kroppen der har til formål af gøre dig lykkelig, afslappet og træt der er synderen og forklaringen på specielt mænds trang til at sove efter sex.
Sov godt!